Line Hangaard har på modelinien valgt at udforske overfladen og rummeligheden i materialerne. Det er ikke så meget modetendenserne, der fascinerer hende – det er selve arbejdet med de forskellige materialer, der er spændende og udfordrende. Hun ønsker primært at udforske tilskæringsmetoder, derefter kommer materialeundersøgelsen.
ARKFOKUS fangede hende ved hendes seneste projekt, hvor hun har valgt at lægge nye linier i moden ved at fokusere på syningerne. Dermed opnår hun en helt ny formgivning af kroppen. Udgangspunktet er de klassiske dragter men ved at lægge synsfeltet helt anderledes - i projektet her arbejder hun med at modellerne ses oppefra og ned - opnås en anden opfattelse af stof og krop.
Jeg søgte et formsprog og en tilskæringsmetode der arbejder rundt om kroppen. For kroppen er rund på mange forskellige måder og det ønskede jeg at understøtte. Jeg udviklede et grundmønster, der i sin konstruktion gik rundt om kroppen, et mønster der nu delte kroppen helt nye steder uden sidesøm.
Hvad er din drøm når du er færdig?
Jeg vil gerne ud i en virksomhed, men hvis der blev mulighed for et ph.d., ville jeg måske gerne gå den vej. Min forskning skulle omhandle tilskæringsmetoder, hvor jeg vil undersøge spændingsfeltet mellem den vestlige og den østlige tankegang og metode omkring beklædning.
Hvad kan en designer?
Designeren kan arbejde med idé og konceptudvikling, designeren kan se tingene i andre sammenhænge, som kan videreføres til principper og strategier.
Hvad har været godt ved studiet?
Jeg har været positivt overrasket over fordybelsen der er i studiet. Vi lærer at formulere og kommunikere vore ideer – det er noget vi virkelig kan bruge senere hen.
Hvad har du af ønsker til studiet i fremtiden?
Jeg kunne savne et større fokus på teoretisk viden i vores uddannelse, men det er jo på vej, når uddannelsen bliver akademiseret.
Et godt råd til andre designstuderende?
Vær afklaret over for studiet og vær åben for nye ting – særligt for den teoretiske del.